torsdag den 8. marts 2007

Scenen er sat!

Kære aktører.

Nu er de fysiske rammer sat til møde i morgen, fredag den 9. marts. Nu er resten op til jer; nemlig at sikre at alle de andre 'rammer' fyldes ud med kreativitet, aktivitet, dialog og udvikling.

Status: stadig 78 tilmeldte, alle inklusive (vi har dækket op til 81, så der er også plads til overraskelser og ikke-tilmeldte). Morgenmaden er købt (dog ikke brødet; det skal være crispy, god krumme og friskbagt, så det tager jeg lige med på vejen; smutter indenom Emmerys på Vesterbrogade). Og listen med punkter, jeg mangler at gøre noget ved, er nede på 8.

Jeg glæder mig; gør du?

Vi ses!

/claus

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg håber, at I har haft nogle rigtige gode netværksdiskussioner idag og at nogle af dem udkrystalliserer sig i spændende tanker og viden, som vi andre kan følge her på bloggen. Jeg var desværre forhindret i at deltage, men jeg er spændt på, at høre, om der faktisk VAR smør på morgenbuffeten i morges? På sin vis forstår jeg dine betænkninger, Claus og jeg vil stå i det samme dilemma sidst i maj, når vi i Arla skal arrangere det årlige ernæringsseminar. Men jeg håber du havde modet til at tilbyde smørret som et valg. Ligesom jeg også håber, at der til frokostbuffeten var mulighed for at vælge den magre mælk, som jo ellers er ret så overset i kostrådene !! Jeg er nemlig meget bekymret for den udvikling, som jeg lige nu ser via samtaler med masser af forbrugere, professionelle og småbørnsforældre. For mig at se er det tydeligt, at kostrådene har rejst en begyndende tvivl om selv den allermagreste mælks rolle i den samlede kost . Diskussionen af kostrådenes entydighed ville have været meget relevant for mig at bringe op i netværket idag. Et andet emne, som jeg ville have rejst, var behovet og muligheden for at arbejde og tale sammen mellem netværksmøderne? Tænk, hvis vores ernæringsfaglige netværk kunne hente ekstra styrke og kraft via åbne samtaler og relationer - fx på bloggen her? Jeg startede selv med at blogge for 1½ år siden og har siden medvirket til hjælpe nye bloggere på vej både inden- og udenfor Arla.
30.000 danskere blogger - men det er fortsat meget nyt og fremmed for mange professionelle at være tilstede og "tale sammen" via diverse blogs. Hvis der er interesse for emnet vil jeg gerne stille mig til rådighed for netværket med mine erfaringer - og meget gerne sammen med Claus og Per Brændgaard. God weekend til jer allesammen.

Per Brændgaard Mikkelsen sagde ...

Tak for et rigtig godt initiativ med arrangementet i dag og denne blog.

Man kan mene, hvad man vil, om de 8 kostråd, men det er i hvert fald vigtigt med god, løbende dialog blandt alle aktører, så vi samlet kan bidrage til redelig og effektiv ernæringsformidling. Kostrådene er trods alt kun et af mange virkemidler indenfor ernæringsformidlingen, der videre kun er et af flere virkemidler i det samlede arbejde for at fremme sunde kostvaner - også hos dem der ikke gider høre på kostråd.

Jeg synes, arrangementet i dag forløb rigtig godt. Stor tak herfra til de faglige og praktiske arrangører. Det må vi gøre noget oftere fremover.

Lena Theilgaard Andersen sagde ...

Tak for et godt møde - og god mad. Det ville være fantastisk, hvis kravet om at maden skal leve op til de 8 kostråd altid udmøntede sig i velsmag og variation.
Tænkte efter mødet på, at det kunne være godt at få nogle kommunikationsfolk med, som ikke er så dybt forankrede i det sundhedsfaglige. Tror det vil være godt for kreativiteten og få os til at huske at "den virkelige verden" ikke er den vi selv lever i. Vi er ikke alle Irmapiger M/K. Et fact som Pernille og Ellen flot satte fingeren på i deres præsentation.

Jeg håber på, at vi bla. gennem denne blog kan være med til at inspirere hinanden og få nye samarbejder op at stå.


Mange hilsner fra Blog-novisen Lena, FDB